Danske Giritech skal øge sikkerheden af datahåndtering i den amerikanske regering. En netop indgået aftale med US Securities and Exchange Commision (SEC) gør Giritech A/S til leverandør af den innovative remote access-løsning, G/On, til over 1.500 regeringsansatte.
Danske Giritech er for alvor brudt igennem lydmuren på den anden side af Atlanten. I en ny aftale med den amerikanske regerings SEC-afdeling (US Securities and Exchange Commission) skal it-virksomheden, med base i København, i første omgang levere produktet G/On til mere end 1.500 offentligt ansatte. Giritech har vundet opgaven om at give de ansatte sikker fjernadgang til sin arbejdsplads efter en veloverstået prøveperiode og glæder sig til at påtage sig den vigtige og udfordrende opgave for SEC.
"SEC stiller meget store krav til sikkerheden ved fjernopkobling og er, som andre offentlige myndigheder, under konstant pres for at reducere sine omkostninger og blive mere effektive. G/On giver alle SEC-medarbejderne mulighed for at arbejde hjemmefra via deres egen private pc, og samtidig med at det betyder enorme besparelser for SEC, gør det medarbejderne langt mere fleksible, når de har fuld frihed til at arbejde fra hvilken som helst pc via G/On USB-enheden," siger administrerende direktør René Stockner, Giritech.